Regler for udøvelse af fiskeri

§ 1. I foreningens vande må der kun fiskes med 1 stang pr. medlem.
Dog må der ved fiskeri efter karper og ål benyttes 2 stænger.
Det er forbudt at henlægge fiskeredskaber uden opsyn uanset om disse er i brug eller ej. 

§ 2. Fiskerilovgivningens mindstemål er gældende for alle fiskearter i foreningens fiskevande.

§ 3. Fiskerilovgivningens fredningstider er gældende i alle foreningens fiskevande med følgende undtagelser:
 a. Ørred opstrøms for Svendborg Landevej i Kongshøj Å, hvor fredningstiden er fra 1. november til og med udgangen af februar.

§ 4. For de enkelte lejemål kan gælde særlige fredningsbestemmelser. Disse fremgår af kortmappen for bl.a Kongshøj og Vindinge Å, og skal respekteres.

 § 5.  Fiskeri i voldgravene – Ladegårdssøen, Vandværksgraven, Sygehusgraven og Slotssøen er ikke tilladt fra 1. marts til 29. april. 

Det er ikke tilladt at fiske eller færdes ved fiskevandet i Ladegårds Sø, Ladegårds Å og Vindinge Å opstrøms Hjulby Mose og Kullerup Sluse i perioden fra d. 1. juni til d. 15. juni, begge dage inkl. 

§ 6. a. Fangstbegrænsninger:
 Ørred: 1 stk. pr. dag
 Gedde: Alle gedder skal genudsættes nænsomt.
 Aborre: 2 stk. pr. dag
§ 6. b. Det er ikke tilladt at hjemtage gedder, sandart og aborre fra voldgravene.
§ 6. c. Fiskere, der træffes under fiskeri i voldgravene uden at være i besiddelse af anvendelig krogløser og gabåbner, skal bortvises.
§ 6. d. Der må kun fiskes med modhagefri kroge og med højst 3 krogspidser i voldgravene inkl. Ladegårdssøen.
Undtaget fra denne regel er fiskeri efter fredsfisk med enkelt kroge i størrelsen fra str. 10 og opefter.

§ 7. Fjernelse af sættefisk fra foreningens fiskevand er kun tilladt med bestyrelsens godkendelse.

 

Nb: Observerer du signalkrebs bedes du informere bestyrelsen.